Limone Cup 2012 Vikingerne hjemtog Fair-Play pokalen!

Fredag d. 3 marts drog 4 stolte vikinger af sted mod Lyngby, for at deltage i Limone cuppen i indendørs fodbold.
Udover Vikingerne deltog 9 andre hold i turneringen. Niveauet var meget forskelligt, men alle hyggede sig og havde en god dag. Vikingerne lagde stærkt ud med en 2-0 sejr over hjemmeholdet fra Limone, to kølige afslutninger fra Thomas Wester sikrede sejren. Derefter fulgte tre nederlag mod Kæmperne, Sct. Annæ og Ryttergården. I de tre kampe kæmpede Vikingerne alt hvad de kunne, Torben Svendsen piskede frem og tilbage som spydspids på modstanderens halvdel, men Vikingerne måtte til slut sande at de var overmatchet. Resultaterne betød at Vikingerne sluttede på 4.pladsen i gruppen, og dermed skulle spille mod IFK98 i kampen om 7/8 pladsen.

Efter at have indtaget frokosten, var der tanket fornyet energi til placeringskampen.
Vikingerne lagde stærkt ud og bragte sig på 2-0, IFK98 kom imidlertid flot tilbage og fik både reduceret og senere udlignet. Det betød at kampen skulle afgøres i forlænget spilletid. Her dukkede Thomas Jørgensen op og bankede sejrsmålet i kassen, og placerede dermed holdet på turneringens 7.plads.

Turneringen blev vundet af Ryttergården over Torvevej 19 efter en sindsoprivende finale, hvor Torvevej 19 var et sølle sekund fra at udligne, men måtte konstatere at hornet havde lydt.

Vikingernes store højdepunkt kom ved præmieoverrækkelsen, hvor turneringsarrangørerne havde valgt Vikingerne som vinder af den eftertragtede Fair-Play pokal.

Del med andre: